Det naturgummi, vi normalt henviser til, er et elastisk fast stof fremstillet af naturgummilatex indsamlet fra brasilianske gummitræer og behandlet gennem processer som størkning og tørring. Naturgummi er en naturlig polymerforbindelse hovedsageligt sammensat af cis-1,4-polyisopren, med en molekylformel på (C5H8)n. Dets gummicarbonhydridindhold (cis-1,4-polyisopren) er over 90 %, og det indeholder også små mængder protein, fedtsyrer, sukker og aske.
De fysiske egenskaber af naturgummi. Naturgummi har høj elasticitet og let plasticitet ved stuetemperatur, med fremragende mekanisk styrke, lavt hysteresetab og lav varmeudvikling under flere deformationer. Derfor er dens bøjning og fleksibilitet også god, og fordi den er upolær gummi, er dens elektriske isoleringsevne god.
De kemiske egenskaber af naturgummi. På grund af tilstedeværelsen af umættede dobbeltbindinger er naturgummi et stof med stærk kemisk reaktivitet. Lys, varme, ozon, stråling, bøjningsdeformation og metaller som kobber og mangan kan alle fremme ældningen af gummi. Utilstrækkelig ældningsmodstand er den dødelige svaghed ved naturgummi. Naturgummi tilsat anti-aldringsmidler viser dog muligvis ikke meget forandring, selv efter at have været udsat for sollys i to måneder, og kan stadig bruges normalt efter at have været opbevaret på et lager i tre år.
Naturgummiens medium modstandsegenskaber. Naturgummi har god alkaliresistens, men er ikke modstandsdygtig overfor stærke syrer. På grund af den ikke-polære natur af naturgummi, kan den kun modstå nogle polære opløsningsmidler og svulmer i ikke-polære opløsningsmidler. Derfor er dens olie- og opløsningsmiddelbestandighed dårlig. Generelt har kulbrinter, halogenerede kulbrinter, kuldisulfid, ethere, højere ketoner og højere fedtsyrer alle en opløselighedseffekt på naturgummi, men deres opløselighed påvirkes af graden af plasticitet, mens lavere ketoner, lavere estere og alkoholer er ikke-opløsningsmidler til naturgummi.